Vi skulle med et fly fra Mallorca, så vi var tilbage i Billund før kl. 15. Det var en dejlig tid, for så kunne vi nå at få pakket ud og bruge søndagen på at slappe af!
Hvordan var det så, at opleve en charterrejse med all inclusive?
Charterrejsen behøver vi ikke vælge en anden gang. Vi så kun en Spies guide, da vi landede med flyet i Palma. Derudover hørte eller så vi intet til Spies. Men vi havde heller ikke behovet. Jeg forsøgte at sende dem en SMS i løbet af ugen, for at få et tip til en god restaurant. Den SMS svarede de ikke på… Så jeg tror, at vi er færdige med at vælge charterferie. Vi har ikke behovet.
Vi vil hellere klare tingene selv. Booke et fly og et hotel. Leje en bil eller finde offentlige transportmidler.
Hotellet havde all inclusive. Det var faktisk udemærket. Det var muligt at få mad og drikkevarer hele døgnet rundt. Hvis det er en ferie, hvor der skal slappes meget af, er det et fint koncept. Men alle var enige om, at det ikke betød, at man kun kunne spise på hotellet. Vi spiste flere gange på andre restauranter – og det skal der være plads til.
Det var en dejlig uge, hvor formålet – at få ladet batterierne lidt op – blev opfyldt helt. Vi talte faktisk om, at vi skal samle hele familien på Mallorca næste år. Det kunne være sjovt, men det kræver, at der indgås nogle spilleregler. For vi bliver over 20 personer – gamle og unge (fra 0 år og opefter).